Foredrag

Foredrag

Haver, der holder – med smukt design og gode planter


Besøg en vidunderlig have, der er et smukt eksempel på den nemme, frodige have og som har det hele: træer, pergola med blåregn, hortensier i lange baner, hække, stauder og forårsblomster, skønne siddepladser, woodland og mere til.


Haven ligger på Hven og består af mange mindre haver, der let kan kopieres til din egen have. I foredraget kommer du på tur rundt i de forskellige haverum, hører om hvorfor haven ser ud som den gør og hvordan haven passes. Du får tips til din egen haves indretning og nemme pasning. Vi kigger også ud på øen Hven, hvor der er mange vidunderlige steder.


Desuden et glimt af havearkitektens egen have, der er et bud på den biodiverse have med mange oplevelser for mennesker og gode levesteder for dyr af flere slags.

Fra ulempe til fordel


Mange haveejere ser problemer i haven og dens anvendelse og har svært ved at forestille sig løsninger, der passer med resten af haven og husets arkitektur.

Hvem har for eksempel ikke oplevet at der er en uheldig udsigt fra haven eller for meget indkig fra vejen? Og hvem har ikke sukket og tænkt at den her plet i haven får vi aldrig til at lykkes? Eller det blæser altid på terrassen – og sådan er dét bare…


Heldigvis ligger der i havearkitektens værktøjskasse altid remedier til at vende ulemper i haven til positive oplevelser.


Dette foredrag viser nogle eksempler på hvordan indkig i hus og have kan minimeres eller endda helt undgås, hvordan havens uheldige hjørne bliver til et helt nyt og spændende område og den altid våde plet i haven kan blive til et smukt område. Der er gode idéer til håndtering af for meget regnvand, hvordan man får læ i haven, gode opholdssteder og meget mere.

Fantasi og frodighed på et frimærke


Hvad har man plads til, når haven bare er et ’frimærke’, men man ønsker sig frodighed og hygge? Det og meget andet fortæller havearkitekt Laila Sølager fra Silkeborg om i foredraget ’Frodighed og fantasi på et frimærke’.

– Jeg er virkelig glad for at planlægge små haver, fordi de kan noget helt særligt. Her er hver krog vigtig og selv en lille have kan rumdeles, så der hurtigt opstår intimitet og hygge, siger havearkitekten.  – Små byhaver og rækkehushaver en én ting, mens de smalle strimler af have omkring nybyggede huse er en helt anden ting at indrette. I foredraget kommer jeg ind på begge typer, så der bliver nogle ideer for flere typer af haveejere.

Få succes med din køkkenhave


Flere og flere forsøger sig i disse år med at dyrke egne grøntsager i haven.

Havearkitekt Laila Sølager har i mange år haft dyrkning af køkkenhaven som sin hjertesag, og hun er bl.a. medforfatter af ’Politikens Store Havebog’, hvor hun står bag afsnittene om køkkenhaven og de planter, der hører til hér.


Denne aften vil hun vise eksempler på kønne og skøre køkkenhaver, og hun vil fortælle om principper for bede (m/u kanter, pallerammer m.v.), om kompost, kalk og gødning, og om hvordan du laver den gode jord, hvor grønsagerne trives.

Gør haven grøn og nem med stauder

Brug en aften på at lære noget om hvordan man bruger stauder på andre måder end i det klassiske og - for nogen - besværlige staudebed.

I aftenenes løb ser du og lærer hvordan man får smukke oplevelser i haven hele året ved at bruge stauder på 5 forskellige måder (bunddække, blomsterbede, mellem buske og roser, i forhaven og i woodland). Der bliver også vist mange ideer til hvordan haven kan indrettes, så der blive rum i haven med oplevelser fordelt hen over hele året.

Desuden lærer du hvordan man passer stauderne og hvordan man nemt formerer dem, så det er billigt at anlægge større områder med stauder. Flotte lysbilleder ledsager foredraget.

Haven til den 3. alder


Der er god grund til at nyde haven – også når dåbsattesten ikke længere er helt ny. Med en indretning, der er plejevenlig og alligevel oplevelsesrig, kan haven blive til en stor daglig fornøjelse og et spændende motionssted.


Se hvordan en helt almindelig have bliver ændret til en nydelseshave for den voksne, der holder af de grønne glæder. Få også ideer til havens indretning uden den store arbejdsindsats, til nemme planter, gode belægninger og dyrkningen af nyttige planter. Travle, men yngre haveejere, kan også have udbytte af foredraget.

Indret haven til travle bier og din egen travle familie

Foredraget handler om havens indretning og plantevalg, så både bier og mennesker har det godt. Haven må gerne være nem at passe, det giver mere tid til familien, til bierne og ikke mindst til arbejdet med honningen.

Få viden og inspiration til hvordan haven bliver en skøn plet for både mennesker og bier. Havearkitekt Laila Sølager giver videre af egne erfaringer med både bier og haveindretning. Laila har mere end 25 års erfaring med haver og 5 års erfaring med bier. Det danner grundlag for et foredrag med masser af billeder, hvor I får idéer til havens indretning og til det plantevalg, der passer både til flittige bier og travle mennesker.

Vejen til din drømmehave

Med udgangspunkt i Laila Sølagers bog ’Vejen til din drømmehave’ fortæller forfatteren om hvordan haven kan blive et mere sanseligt sted og være til nydelse året rundt. 

Gode fotos med tips og ideer til hvordan haven bliver et grønt univers, der begynder med forbillederne fra den romantiske have, som skal opleves med så mange sanser som muligt - duft, farve, form, lyd og lugte. Og det ender med frodige haver, hvor havelivet leves mellem blomster og buske, på siddepladser og i lysthuse, under pergolaen mellem lys og skygge – og i måneskinshaven. Men også ordenssansen skal aktiveres, så haven bliver overskuelig og nem at passe og matcher vore dages ønske om at være i en have, der ikke konstant kalder på pleje!